May 13, 2012

Rent A Friend - part III

Læs første del HER og anden del HER.


T
uristerne fortærer deres madpakker under englen på Piccadilly Circus eller tager opstillede billeder af hinanden med deres overkvalificerede spejlreflekskameraer, og lige meget hvor man står, så står man altid lige i skudlinjen. De kan identificeres på deres rygsække og sweateren, der er bundet rundt om livet, som var de en særlig art af menneskeracen. Skolelærerene og guiderne strækker hals og står på tæer, imens deres talestrøm blander sig og til dels overdøves af konversationernes summen og trafikkens altid velkendte underlægningsmelodi.

Mit hjerte banker i takt med den bølge af trampende fødder, der skyller op fra trappen ned til Piccadilly Circus undergrundsstation - Mine dage i London har budt på mange mærkelige episoder, og det er ikke første gang, jeg har arrangeret et møde med et menneske, jeg knap nok kender. Og gentagne gange har jeg beroliget mig selv med, at denne gang ikke er meget anderledes, men nu begynder det at gå op for mig, at den er: I aften skal jeg møde en mand, der er så social inkompetent, at han er villig til at betale for selskab - Hvad fanden tænkte jeg egentlig på?

 
Jeg drejer rundt om mig selv og forsøger at identificere hans ansigt blandt masserne, selvom jeg frygter for det øjeblik, hvor jeg finder det. Ja, jeg ved ikke engang, om jeg er i stand til at genkende ham, eller om han overhovedet er, hvem han giver sig ud for. En stemme i mit hoved fortæller mig, at det ikke er for sent at vende om, forsvinde ned i undergrunden, hoppe på den første tube hjem.



Da jeg får øje på ham, har han allerede sine øjne på mig. Vi aflæser genkendelse i hinandens blikke og deler et usikkert smil, idet vi baner os vej igennem menneskemængden og forkorter den mellemliggende distance.

En mørkebrun læderjakke og sorte jeans – meget mere kan ikke siges om hans beklædning. Ja, faktisk er han ret gennemsnitlig, endog anonym af udseende, og med forundring tænker jeg, at ingen ydre optrædende årsager forklarer, hvorfor han er endt i favnen på Rent A Friend.

”Hi, you must be Rudy!”
 udbryder jeg og håber, at nervøsiteten i min stemme fremstår som begejstring. Med påtaget selvsikkerhed rækker jeg en høflig hånd frem, som han imødekommer med et løst tryk - Intet ved situationen virker direkte unormalt, indtil han åbner munden: ”Nice to meet you,” er ordene, men det lyder som om, de udtales over et dårligt radiosignal, og stemmen skifter imellem faktiske ord og nervøse lyde - Men det er okay – Jeg havde forventet det værste og tror egentlig bare, at jeg er lettet over, at han kan tale.

Jeg joker lidt med, at jeg var bange for, at jeg aldrig ville finde ham i menneskemængden og indskyder en anelse mere adstadigt, at jeg desuden ikke håber, at han har ventet i lang tid. Derefter foreslår jeg, at vi ser af at komme væk fra dette folkemylder.

Men da jeg gør tegn til at gå, bliver Rudy stående. Han betragter mig med et tvivlrådigt, ja, nærmest hjælpeløst blik, imens hans højre hånd fumler med noget i læderjakkens inderlomme, som jeg gætter er en tegnebog. Hver gang den er på vej op af lommen, afbryder han sig selv i handlingen, som er han ude af stand til at træffe en endelig beslutning.

Let’s get something to eat, and then we can do business afterwards,” bryder jeg hastigt ind og prøver at smile beroligende for at frigøre ham fra den miserable tilstand. #MostAwkwardMomentOfMyLife



Vi finder Pizza Express ved hjælp af et kort, som Rudy har printet ud fra Google Maps. Han gør et lige lovligt galant hop til siden og lader mig gøre entré først. Servitricen smiler imødekommende: ”A table for two?” - Jeg takker ja og tænker, at dette minder lidt for meget om en date. Hele scenariet falder mig anspændt, og måske er det ren indbildning, men jeg har det som om, alle øjne hviler på os, da vi i trækker stolene ud og sætter os ned ved det anviste tomandsbord i restaurantens midte. Sig noget, siger stemmen i mit hoved, men jeg har mistet grebet i den røde tråd, og nu farer den løse ende rundt i mit konfuse hoved. 

- ”So, you are a vegetarian?”
spørger jeg omsider med blikket gemt i menukortet, som jeg har studeret i adskillige minutter uden rigtigt at kigge på det. Jeg prøver at lade som om, jeg ikke har bemærket den pinlige stilhed, der lige akkurat nåede at gøre sig indtog, inden jeg fik munden på gled. Inspirationen til spørgsmålet hentede jeg i mine erindringer af Rudys personlige beskrivelse, da han tog kontakt til mig på Rentafriend.com.

Rudy studerer ikke menukortet ligesom jeg - han sidder derimod med armene ned langs siden, og hænderne placeret et sted under bordet. Ind imellem kigger han på mig med flygtige øjekast, men ellers synes han at have grundlæggende fokus mod et punkt i luften ud for sin venstre skulder. Nu gemmer han næsen i skulderen og rømmer sig, og måske leder han samtidigt efter ordene: ”Actually… I’m a vegan. I don’t eat any animal products.”

“Really?” Jeg kigger forundret op. “So, like … for what reasons?”

Han rømmer sig igen: ”Ethical reasons.”

Jeg nikker anerkendende. “I think those are the best reasons.”

“Oh,” udbryder han og trækker lidt på mundvigen, hvilket får mig til at overveje, om man kan være veganer af andet end etiske grunde… Kræsne grunde, måske?

Rudy bestiller, hvad han benovet beskriver som sædvanlig procedure - en pizza med ananas og ekstra tomatsauce. Først har jeg til hensigt at bestille det samme af hensynstagen til hans etiske synspunkter, men så går det op for mig, hvor meget jeg egentlig ønsker at supplere med ost og skinke. Jeg spørger ham, om det er okay. Det er det.

”Have you always been a vegan?” lyder mit forsøg på at genoptage en samtale, da servitricen atter er drejet om på hælen. ”I mean… Are your parents vegans too?”

Endnu et røm synes at være under udvikling, men så ombestemmer han sig og går direkte til sagen: ”My parents are vegetarians… But I’m a vegan.”

”Actually, my parents were vegetarians too,” fortæller jeg ivrigt. ”But they started eating meat again on the day that I was born.”

”Oh (…)”


Pizzaerne gør deres ankomst sammen med to store glas appelsinjuice. Jeg vinker hastigt skinkevarianten over til min side af bordpladen, og ser i det skjulte frem til at bruge madindtagelse som et plaster på den pinlige men uundgåelige tavshed, der ind imellem opstår. På den anden side føler jeg også, at jeg bør gøre et aktivt forsøg på at holde samtalen kørende – det er vel blandt andet, hvad jeg bliver betalt for!

”So, Rudy… You live South from London?”

”About fifty minutes by train, yes.”

”Wauw…” Jeg tager et sip af min appelsinjuice, og Rudy gør tegn til at gøre det samme, men han ændrer straks mening og sætter glasset tilbage på bordet, da jeg fortsætter: ”So… Did you grow up in the same area as you live in now?”

”Yes… Actually… In the same house as I live in now.”

Jeg nikker spekulativt, idét jeg skærer et stykke af min pizza og fører det op til munden – Tygningen indstilles dog, da jeg kommer til at kaste et blik over på Rudys tallerken, hvor han er i færd med at skære sin egen pizza ud i små kvadratiske bidder af cirka 3x3 centimeter. Først da han er helt færdig med opgaven, begynder han at spise. Jeg synker. ”Oh... You live with your parents?”

Det gør han - I et toetagers rækkehus med en lille bitte forhave og en nogenlunde baghave, får jeg at vide. Og Rudy er enebarn, og han har et værelse på første sal, hvorfra man kan kigge ned i baghaven, hvor der står et stort kar med guldfisk. Og duer, har de også. De sidder i et bur nede i den bagerste krog af haven. Jeg nikker interesseret og spørger, om de har flere husdyr?

Han rømmer sig: ”We used to have a cat.”

Rudy arbejder desuden på et kontor, som ligger ti minutters gang fra hjemmet. Her har han arbejdet i ni år eller med andre ord; lige siden han graduerede fra College.


Da jeg spørger ham, hvad han laver i sin fritid tilkendegiver han genert, at han da besøger træningscenteret et par gange om ugen. Jeg lader som om, jeg er imponeret, og han fortsætter med lidt mere velvilje: ”It’s called Circle Training - Because it’s a circle of different exercises and when the bell rings you move on to the next one...”




Læs fortsættelsen HER


No comments:

Post a Comment